Danmarks tætte forhold til USA
Hele pressemødet med Hillary Clinton og Villy Søvndal
For en uge siden mødtes Villy Søvndal med USA’s udenrigsminister Hillary Clinton for en markering af, at Danmarks forhold til stormagten fortsat er i top - også efter den nye regerings tiltrædelse. Det korte møde bestod efter sigende af gensidig ros og flotte ord fra de to allierede landes udenrigsministre, og Søvndals retorik til det efterfølgende pressemøde var da også en anelse blidere overfor USA, end vi før har set fra hans side.
Han lod være med at besvare kritiske spørgsmål om bevæbnede droner eksempelvis for i stedet at fremhæve de punkter, hvor han med USA er enig. En udmærket taktik, der dog efterlod tomrum i forhold til, hvad nyt den danske regering byder på i forhold til den gamle.
Danmark og USA er bestemt tætte allierede, og som det helt klart blev slået fast under pressemødet vil de to nationer fortsat være tætte samarbejdspartnere for at fremme fælles interesser. Det er selv sagt helt forudsigelige udtalelser, og det ville da heller ikke være tænkeligt, hvis Clinton og Søvndal fra starten havde givet hinanden dårlige indtryk hver især.
Med det er dog ikke sagt, at det hele skulle forekomme så forudsigeligt blidt, at Danmarks udenrigsminister ikke vil svare på, hvorvidt han mener, at USA’s bevæbnede droner bryder international lovgivning, og hvad han iøvrigt synes om det. Da Søvndal i oktober mødtes med Kinas udenrigsminister, Yang Jiechi, var der plads til sådan kritik af landets håndtering af menneskerettigheder, og det var endda kritik om et land, vi ikke er nær så tætte med som USA, og som i fremtiden vil få langt mere at skulle have sagt i verden.
Derfor håber jeg, Danmark fremover vil lægge mere afstand til de mange alvorlige brud på international lovgivning og andre umenneskelige handlinger, USA er direkte skyldig i (Irak, Guantanamo, dødsstraf m.m.). For som tætte allierede skal der være plads til åben kritik - ellers indgår Danmark ikke i et ligeværdigt partnerskab.
USA's Kongres
Men Danmark skal ikke kun være et brokkehoved, for vi kan bakke konstruktivt op om de tiltag og ambitioner Obama-regeringen kommer med, når visionerne stemmer overens med vore egne. Vi skriver snart 2012, hvilket betyder, det amerikanske præsidentvalg står for døren, og hvis den endnu ikke fundne republikanske kanditat skulle gå hen og overtage præsidentembedet, vil USA’s udenrigspolitiske kurs endnu engang gå til højre.
Det er derfor klart, at vi på nuværende tidspunkt skal bakke stærkt op og for så vidt muligt forsøge at påvirke de igangværende amerikanske tiltag med hensyn til nedrustnings- og menneskerettighedspolitik eksempelvis, for selvom der stadig er lang vej endnu, før vi kan erklære os endeligt tilfredse, skal vi søge indflydelse, mens tid er.
//Bastian Emil Jørgensen
Gaddafi er død, men problemerne består
Bragt på Podia.dk 20. oktober 2011
De libyske oprørere jubler i skrivende stund. Deres tidligere leder oberst Muammar al-Gaddafi blev i dag dræbt, og det fejres lige nu på gader og stræder med larm, råb og endeløse skudsalver op i luften. Glæden er hos den utilfredse libyske befolkning efter mange måneders modstand mod al-Gaddafi enorm, og hans død er endnu et historisk vendepunkt i det arabiske forår.
Kifaya er et arabisk ord, som libyere i lighed med deres oprørske naboer i den arabiske verden har brugt om den situation, de har levet under. Det betyder nok er nok, og med livet som indsats har titusinder kæmpet i snart et år for bedre levevilkår, mere retfærdighed, lighed og ikke mindst frihed.
Som et lyn fra en klar himmel kom de forskellige oprør bag på de mangeårige arabiske ledere, og især al-Gaddafi, der i 1969 ved et regulært statskup tog magten i Libyen, har slået hårdt og ubarmhjertigt ned på de oprørske masser, der også som følge af stigende arbejdsløshed og fødevarepriser simpelthen havde fået nok.
Derfor er det forståeligt, at den libyske befolkning i dag jubler. Men når euforien på et tidspunkt har lagt sig, vågner befolkningen igen op til den barske hverdag, de har kæmpet for at forbedre ved at jage deres samlede fjende. Et kamp, der har allerede nu har haft gevaldige omkostninger for landet og dens befolkning.
Det internationale samfund har som bekendt været en aktiv medspiller i kampen mod Gaddafi-regimets urimelige undertrykkelse, men kun det libyske folk kunne nedlægge herskeren selv. Det har de nu gjort, og det sender et helt tydeligt signal om, at man ikke ustraffet kan slippe afsted med at holde en hel befolkning nede.
Men Libyens problemer stopper langt fra med Gaddafis død. Da han i 1969 kom til magten tog han hele landet i sin vold og magt, og har siden holdt sammen på de mange etniske grupper og klaner, der udgør det samlede Libyen. Nu er Gaddafi væk, og derfor bliver det en kolossal udfordring at undgå kaos i landet.
Jeg er meget glad på libyernes vegne over, at de nu er endnu et skridt tættere på et mere retfærdigt styre. Gaddafi var mere end en rigtig skidt knægt, og mens libyerne jubler, bør vi derfor med god grund spørge os selv, om vi gjorde det rigtige, da vi støttede ham i at tyrannisere sin befolkning?
Vi har selvfølgelig ikke ret til at afsætte statsledere, vi ikke bryder os om, og heldigvis for det. Men sagen er jo den, at Vesten støttede Gaddafi-regimet økonomisk, da Libyens olie- og gasindustri blev liberaliseret for et par år siden.
Det internationale samfund kan dermed også hjælpe det libyske folk og den provisoriske regering med at komme videre. Landet har store oliereserver, og hvis vi for en gangs skyld ser udover vores egne økonomiske interesser og hjælper befolkningen med udvinding og salg af disse, kan vi være med til at sætte gang i landets økonomi igen. Der vil i hvert fald være masser at arbejde med genopbygningen af landet, som vi skylder libyerne at finansiere.
Læs mine øvrige artikler om det arabiske forår her:
6/7-2011: "Jeg vil ikke bo i noget andet land end Danmark"
1/4-2011: Usammenhængende krig i Libyen
19/3-2011: Vi skal passe på i Libyen
24/2-2011: Analyse: Oprøret i den arabiske verden
Vi vil her i landet tale om en demokratisering af Libyen, men da jeg sidder her trygt i Danmark langt nordpå, har jeg ingen anelse eller forståelse for det folkelige sind så langt væk. Derfor tror jeg, vi skal passe på med at styre udviklingen i landet. Jeg har også indtil videre fuld tillid til, at libyerne selv kan genopbygge et nyt styre, der bliver langt bedre, for det ville være skæbnens ironi, hvis man sætter livet på spil for at erstatte et korrupt, autoritært og grusomt regime med et tilsvarende.
Det bliver utrolig spændende at følge den fremtidige udvikling i det nordafrikanske land, hvis befolkning fortsat har en lang og sej kamp at kæmpe.
//Bastian Emil Jørgensen
Ny regering skal stå sammen
SRF-regeringsgrundlaget
Bragt på Podia.dk 17. oktober 2011
Det er nu to uger siden, Helle Thorning-Schmidt og hendes ministre overtog de gamle ministerier, der bestod, og de nye ministerier, der blev oprettet efter Danmark fik sin første SRF-regering.
Og selvom der skal mere end to uger til, før man med rimelighed kan bedømme en ny regering, er det åbenlyst for de fleste, at dens start ikke har været den mest optimale. En tung og skadelig personsag stod på umiddelbart inden regeringsdannelsen, og da SF efterfølgende på den ene side af Socialdemokraterne føler sig klemt af De Radikale på den anden, er det ikke for offentligheden den ønskede stemning, der hersker mellem de to regeringspartier.
Men heldigvis er valgperioden stadig meget ung, og inden vi får set os om, er startvanskelighederne og de dårlige personsager glemt, så vi forhåbentlig vil se den nytænkende, handlekraftige og samarbejdsvillige regering, vi har brug for i de kommende år.
Umiddelbart skulle det ikke blive noget problem, hvis man ser på det ambitiøse regeringsgrundlag, der blev lavet under de ugelange forhandlinger på Amager, og som på flere markante politiske områder varsler forandringer.
Selvom det nødvendigvis ikke afspejler danskernes generelle opfattelse, giver det alligevel et godt billede på, hvordan folk opfatter den nye regering, når jeg den anden dag på mit arbejde hører to personer, der mener, at den nye regering trods sine såkaldte røde valgløfter vælger at føre den blå bloks politik. Det kan man til dels have ret i, men omvendt har ingen patent på politik. Den offentlige sektor, der historisk set er socialisternes projekt, er eksempelvis vokset under den såkaldte liberal-konservative regering, vi havde i 10 år. Så kort og godt er hovedlinjerne i enhver dansk regerings politik vel mere eller mindre også af hensyn til vælgerne, der ikke fra den ene dag til den anden skifter markant politisk overbevisning.
Med det er dog ikke sagt, at meget kan ændre sig med en rød regering ved magten. For sandsynligvis kommer vi til at se konstruktive og tiltrængte forandringer på en lang række områder, hvoraf klima, sundhed og uddannelse selvfølgelig er værd at nævne.
Forholdet til udlandet og omverdenen, vi er afhængig af, trænger også til en gevaldig forbedring efter 10 år, hvor Dansk Folkepartis nationalistiske symbolpolitik er kommet til udtryk. Heldigvis var det også noget af det, regeringen tog fat på med det samme, hvilket allerede nu har ført til stor ros til Thorning fra de øvrige EU-ledere.
Men et par rosende ord fra EU-kommisionens formand, Barroso, og FN’s leder, Ban Ki-moon, er desværre ikke nok til at ændre danskernes opfattelse af den nye regering.
Jeg savnede da også en handlekraftig statslederattitude hos Thorning, da hun præsenterede både regeringsgrundlaget og ministrene. Vi skal i svære økonomiske tider, hvor en udbredt bekymring hersker blandt danskerne, have samlet tillid til vores statsleder og hendes trop. Det er endnu en opgave, der venter Thorning, for oppositionen virker mere klar til dens nye rolle end regeringen, og det smitter allerede af i de meningsmålinger, jeg ellers havde håbet, vi langt om længe kunne slippe for.
Regeringen mangler nogle klare positive mål, som danskerne er bevidste om og kan tage og føle på. Det er vigtigt, at vælgerne er klar over, hvilke gode nærværende forandringer, de måtte opleve, fordi vi har fået en centrum-venstre regering.
Det bliver uden tvivl sværest for SF at sidde i regering, hvilket tydeligt kommer til udtryk i vælgerflugten og uroen i baglandet. SF kommer til at mærke prisen som regeringsdeltagende parti, hvis ikke de passer meget på, og kan komme til at lide samme skæbne som det norske søsterparti, Sosialistisk Venstreparti (SV), der efter en lignende højredrejning og regeringsdeltagelse for nogle år siden nu kæmper mod spærregrænsen (4%).
SF står allerede nu midt i en gevaldig vælgermæssig nedtur, og hvis den skal stoppes, nytter det ikke med interne uenigheder. Set i forhold til SV, skal SF passe meget på, og hvis ultimative regeringskrav kan sikre den tiltrængte enighed i partiet, skal det være målet. Men regeringsgrundlaget er allerede forfattet, og mon ikke vi på et tidspunkt vil høre utilfredse SF-medlemmer, der ikke mener, partiet fik størst indflydelse ved regeringsdeltagelse?
Derfor skal SF-ministrene stå klippefast på deres mærkesager og politik, så den radikale regeringspartner eksempelvis ikke får gennemført den socialt uretfærdige skattereform, de lægger op til, for det vil på ingen måde føre til større enighed i SF’s bagland. Men samtidig er det vigtigt, at SF er loyal overfor sine regeringspartnere og dermed straks nedtoner kritikken af De Radikale.
Selvom SF ikke har formået at få sat markante aftryk på regeringsgrundlaget, hvor den folkesocialistiske politik viger for de radikales store indflydelse efter deres flotte valgresultat, vil politikken blive trukket til venstre af Enhedslisten, som man bestemt ikke må undervurdere. Partiet vil træde i karakter, hvis partiet for første gang nogensinde skal stemme for en finanslov samt den kommende skattereform, regeringen har bebudet.
Med hensyn til skattereformen er det også mærkeligt, at man vil give skattelettelser i samfundets top, mens man i resten af samfundet og ved den borgernære velfærd vender hver en krone og skærer ned på blandt andet ældre- og uddannelsessektoren for at få budgetterne til at hænge sammen. Vi må stå sammen i Danmark, og forhåbentlig kan Enhedslisten på dette punkt vise sig nyttig.
Jeg er dog fortrøstningsfuld og sikker på, den nye regering er den helt rette til at føre Danmark gennem nye tider, hvor vi samlet og styrket skal igennem en svær økonomisk tid, der som sagt vil kræve noget af os alle.
//Bastian Emil Jørgensen
Fuld valuta for licenskronerne
DR Nu skærmklip
Bragt på Podia.dk 26. september 2011
Jeg er vokset op med et moderne Danmarks Radio og har stort set så længe, jeg kan huske, været fuldt ud tilfreds med alt det public service indhold, jeg fik leveret af vores alle sammens statsejede medievirksomhed. Lige fra Bamse og Kylling i min barndom, Amigo i de mindre skoleklasser til de nu mange aktualitets- og debatprogrammer, jeg efterhånden har fået større interesse for i takt med, jeg er blevet ældre.
Det er på trods af mit forholdsvis lille tv- og radioforbrug sammenlignet med den øvrige befolknings altid en af DR’s kanaler, jeg får tændt for, når jeg sætter mig ned foran enten fjernsynet eller radioen. Og stort set altid er det populære programmer som Mads og Monopolet, Gintberg på Kanten eller Spise med Price, jeg støder på, og de repræsenterer blot et udpluk af de mange gode og danske kvalitetsprogrammer, som i henholdsvis radio og tv hver uge underholder og beriger en stor del af den danske befolkning.
Samtidig nyder jeg stor glæde af DR’s fantastiske multimediehjemmeside, der i den grad lever op til alle forventninger. Så eftersom jeg ikke har meget at klage over i forhold til min egen oplevelse af DR, kommer det en smule bag på mig, at jeg i dag kan læse, at hele 51 % af den danske befolkning ikke vil have noget imod reklamer, inden de eksempelvis skal se TV-Avisen eller Krøniken, hvis de på den måde kan slippe for den fælles licens, der blandt andet ligger til grund for de programmer, jeg netop har opremset.
Man skal først og fremmest være en smule kritisk overfor sådanne meningsmålinger, for ofte kan spørgsmålets ordlyd have afgørende betydning for resultatets udfald, og i dette tilfælde betyder det derfor nødvendigvis ikke, at et flertal af danskerne ønsker reklamer indført på DR’s platforme. Men naturligvis skal vi af den grund ikke tage undersøgelsen mindre alvorlig.
Først og fremmest er det især de unge, der vil have erstattet licensen af kommercielle reklamer i sendefladen. Det kan jeg også godt følge mange i, for hvis man i forvejen ikke har mange midler at gøre godt med i dagligdagen, er det ikke fedt med en påtvunget licens. Men det drejer sig altså om lidt under 200 kr. om måneden, og hvis ikke det havde været noget, alle danskere bidrog til, ville prisen have været højere og kvaliteten lavere.
For i et lille land som Danmark har vi ikke plads til megen konkurrence på et så omkostningsfuldt område som radio/tv, når der skal leveres godt indhold til den brede befolkning. Derfor vinder vi på, at have det meste samlet i et fælles foretagende, der samtidig møder konkurrence udefra i form af det ligeså statsejede TV2.
Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at Danmark gang på gang kan levere tv-serier og film i verdensklasse. Rejseholdet, Forbrydelsen og nu senest Borgen er alle internationalt enerkendte tv-serier, som selv tv-stationen over dem alle, BBC, ser op til.
Loading ...En stærk public service-station som DR er også med til at styrke det nationale fællesskab, når flere millioner danskere samles om fælles programmer. Det er noget helt unikt, som ikke ses mange andre steder end i Nordkorea sat i forbindelse med den lille befolkning, vi nu er. Og i virkeligheden er denne parallel til det nordkoreanske familiedynasti helt urimelig, for DR er om nogen uafhængig af andre interesser, når programmerne ikke fastlægges efter reklamebranchens præmisser.
Men tro nu endelig ikke bare, jeg opfatter DR som den fineste gave fra Gud særligt skænket til den danske befolkning, der bare har at være tilfredse. Alting kan altid forbedres, og i mange år har DR haft dårlig fat i de unge, der hellere vil se realityprogrammer på TV3 og comedy på Zulu. Måske er det også grunden til, at det i høj grad er de unge, som helst ser licensen afskaffet? Det burde man i hvert fald satse noget mere på sammen med politisk satire, der også er blevet en mangelvare.
Men sat i kontrast til de mange vellykkede tilbud, vi har, mener jeg, vi får fuld valuta for vores licenspenge, for DR er et fantastisk projekt skabt over generationer, der ikke kan beholde samme format og samtidig være afhængig af reklameindtægter.
Jeg håber derfor, at vi med den nye regering vil få et stærkere, mere folkeligt og fortsat uafhængigt DR, der følger med den hastige digitale udvikling og leverer samme brede indholdsmængde i ligeså høj standard fremover.
//Bastian Emil Jørgensen
Anerkend en palæstinensisk stat
Den palæstinensiske historie fortalt kort og godt
I disse dage mødes verdens FN-lande i New York, og opmærksomheden er især rettet mod palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, som på fredag vil bede FN’s generalforsamling om fuld anerkendelse af en palæstinensisk stat. Jeg mener, Danmark skal støtte forslaget og være med til at sikre palæstinenserne deres eget land og fuldt medlemskab af De Forenede Nationer.
Konflikten i Israel har været i gang i mands minde, og selvom der er begået fejl på begge sider, kan vi ikke nægte palæstinenserne en stat. Det er en grundlæggende menneskerettighed, at man har mulighed for at bo i sit eget land, og nægtelsen af en sådan er på ingen måde acceptabel og slet ikke i denne situation.
Der har været utallige forsøg på at opnå fred og enighed mellem de to folkeslag i den historiske konflikt i Mellemøsten uden held. Derfor skal det internationale samfund utrætteligt arbejde for at få stoppet den historiske konflikt ved definitivt at stoppe den israelske undertrykkelse og militære besættelse af de palæstinensiske landområder.
Vi kan ikke bare lukke øjnene for de mange ulovlige israelske bosættelser og den uberettigede militære kontrol, palæstinenserne hver dag er ofre for. Og selvom et flertal af verdens lande rent faktisk går ind for en palæstinensisk stat, er der ikke meget FN kan gøre, når USA, der er Israels tætte allierede, endnu engang truer med at nedlægge veto, som det er set så mange gange før i denne konflikt. Eksempelvis som i februar, da FN’s sikkerhedsråd ikke kunne vedtage en international fordømmelse af de ulovlige israelske bosættelser på grund af USA’s veto, selvom samtlige øvrige 14 lande var for.
Men det er også et tegn på, at der findes mange her i den vestlige verden, som er imod en palæstinensisk stat. Der er en udbredt bekymring for sikkerheden i Israel, som jeg godt forstår, for der findes palæstinensiske terrororganisationer, som er til fare for den jødiske befolkning.
Jeg sympatiserer på ingen måde med folk, der bruger voldelige og drabelige metoder til at opnå frihed. Men jeg forstår dem på en måde godt, for de kæmper en modstandskamp mod en forfærdelig og urimelig undertrykkelse. Og de stoppes altså ikke ved, at man blot spærrer den øvrige befolkning inde og frarøver dem endnu flere friheder og ressourcer.
Faktum er også bare, at den jødiske stat selv har skabt problemet, (det retfærdiggør selvfølgelig ikke terrorhandlinger) og jeg tror kun det bliver værre ved, at man fortsat holder en hel befolkning fanget i det, mange kalder ”verdens største fængsel”.
Loading ...I mere end 40 år har palæstinenserne været flygtninge i deres eget land, hvor de i fattigdom undertrykkes af den israelske stat, der med brutal magt holder befolkningen i knæ og forhindrer nødhjælp i at komme frem, selvom det strider mod alle internationale konventioner.
Det virker umiddelbart helt uforstående, at vi kan lade det ske, men verdenssamfundet er uretfærdigt indrettet, og sidst men ikke mindst må vi heller ikke glemme, at store økonomiske og diplomatiske interesser er på spil, når verdens lande skal tage stilling til spørgsmål i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Men her er vi nødt til at se udover vores egne interesser og gode forhold til bestemte lande, for konflikten drejer sig altså om millioner af mennesker, hvis fremtidsudsigter fortsat er deprimerende dystre, hvis ikke undertrykkelsen og den militære konflikt hører op.
Lad retfærdigheden sejre for en gangs skyld.
//Bastian Emil Jørgensen
Regeringsskift og ryk til venstre
Så fik Danmark omsider en ny og rød regering.
Efter en noget nervepirrende valgaften, hvor de to politiske blokke har ligget det tætteste på hinanden i meget lang, endte det med, at Lars Løkke Rasmussen måtte give statsministerposten videre til Helle Thorning-Schmidt.
Som ventet blev Enhedslisten og De Radikale valgets store vindere, mens Det Konservative Folkeparti bliver det mindste parti på Christiansborg. Det betyder, at Danmark for første gang i mange år er gået mod venstre. Danskerne har dømt Dansk Folkeparti og de borgerlige partier ude, og nu kan vi komme videre med en ny og solidarisk politik.
Store udfordringer venter den kommende regering, der overtager en stat med store underskud på finanserne. Vi er i en alvorlig økonomisk krise, og jeg er sikker på, at danskerne endnu en gang i fællesskabets navn vil komme styrket ud af den med en rød regering ved roret.
Lad os håbe alt det bedste for vores første kvindelige statsminister og hendes kommende ministerhold.
//Bastian Emil Jørgensen
Nu afgøres det endeligt
Her på valgkampens sidste dag, er det blevet tid til at gøre status; at se tilbage på, hvem der har klaret sig bedst, og hvad der ellers har været godt og knap så godt i den 20 dage lange valgkamp.
Først og fremmest har valgkampen handlet om økonomi, og trods utallige beskyldninger fra den blå blok om, at Helle Thorning-Schmidt og hendes støtter ikke kan klare Danmark ud af krisen, har hun gennem hele valgkampen haft en vedholdende udsigt til at kunne overtage statsministeriet efter Lars Løkke Rasmussen. Godt nok med støtte fra SF samt De Radikale og Enhedslisten, der begge ser ud til at blive valgets helt store vindere.
Og netop Enhedslisten med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen og Margrethe Vestagers midterparti har klaret sig godt i valgkampen. Selvfølgelig på bekostning af Socialdemokraterne og SF, der gang på gang har skulle stå på mål for deres fælles udspil.
Kombinationen af at have en engageret og utrolig dygtig ung politiker som frontfigur og muligheden for at høste succes og opmærksomhed på, at det andet traditionelle venstrefløjsparti (SF) har bevæget sig ind mod midten, sikrer Enhedslisten det bedste valg nogensinde. Det bliver derfor spændende at følge med i, hvad de vil stille op med de mange mandater, når de skal udgøre det parlamentariske grundlag for en forhåbentlig kommende rød regering.
Margrethe Vestagers fornuftige og kontrollerede stil, der har ført partiet ind i ny fase, hvor det optræder som selvstændigt midterparti, har været en succes, hvis man ser på de mange meningsmålinger, der giver partiet gode resultater. Personligt synes jeg, Vestager har gjort det bedst i partilederrunderne og debatterne, for hun står fast på sin radikale politik, og vil forsone begge fløje i stedet for at bruge al sin taletid på at være efter de andre.
Modsat har De Konservative ikke formået at genvinde vælgernes gunst efter en lang række dårlige sager forud for valget. Partiets usynlige profil og skæve udmeldinger retter ikke op på, at de får et regulært katastrofevalg.
Men hvordan hele valgresultatet faktisk ser ud, ved vi først sent i aften, når de fleste af stemmerne er talt op.
Jeg tror og håber selvfølgelig på, at Lars Løkke Rasmussen mister sit flertal og forlader statsministeriet, men jeg er samtidig heller ikke ovenud begejstret for det alternativ Helle Thorning-Schmidt udgør. Hun mangler at overbevise mig om sine lederevner, så det bliver derfor interessant at se, hvordan hun klarer jobbet. Jeg er dog sikker på, at hendes ministerhold kommer til at være noget stærkere end Løkkes.
Aviserne 9. september 2011
Medierne har haft en massiv dækning af denne længe ventede valgkamp, men jeg vil dog sige, at formiddagsbladene endnu engang er gået for langt for at få fat i en skandale. Jeg tænker selvfølgelig på B.T.’s kæmpe fokus på Thornings for længst afsluttede skattesag, der sidste år blev undersøgt til punkt og prikke.
Avisen forsøgte at skabe en ny ’skandale’ ud af noget, der reelt ingen substans havde. Og at denne nye store ’skattesag’ kom en uge før valget virkede desværre som endnu et uretmæssigt personangrib mod Thorning. Men det er jo også helt tydeligt, hvilke fløje de forskellige aviser støtter.
Til gengæld har tv-stationernes valgdækning været neutral og seriøs. Især DR’s store partilederrunde i Koncerthuset i forgårs var en fornøjelse, hvor alle partilederne var med i en god debat. Til gengæld er ulempen ved det danske partisystem, at ni partiledere ikke får særlig meget at skulle have sagt i en halvanden time lang debat med mange forskellige emner.
Der har derimod været masser af taletid til vores to statsministerkandidater, der har debatteret i adskillige direkte tv-dueller. Enten har emnerne været for smalle, eller også er Løkke og Thorning ikke særlig varierende, for sikkert og vist er det, at de siger det samme igen og igen, så man ikke får noget nyt ud af det meste.
Men måske er det også derfor, de begge ser ud til at gå en hel del tilbage i dag ifølge meningsmålingerne? Jeg er i hvert fald en smule træt af de to modstandere, der ikke kommer nogle vegne. Det ændrer sig forhåbentlig, når valgstederne lukker i aften.
Godt valg!
//Bastian Emil Jørgensen
Giv os en stemme
I Danmark kan man meget og har mange rettigheder, når man er 16 år. Mange unge har, når de bliver 16 år, fået deres obligatoriske undervisning og skal selv til at træffe valg om deres egen fremtid. Man kan arbejde, betale skat, få børn, blive gift og endda komme i fængsel, når man er nået op i den alder. Ja, listen er lang, men selvom vi unge er en væsentlig del af samfundet og udgør landets fremtid, kan vi ikke stemme til kommunal-, eu- og folketingsvalg.
I dag er valgretsalderen nemlig 18 år, og hvis vi skal have den ændret, vil det kræve en folkeafstemning, der skal regulere den nuværende lov fra 1978. Men er det nu også forsvarligt at lade os få en så betydelig medbestemmelse? Er man som 16-årig virkelig moden nok til at tage del i det demokratiske system, og har man erfaring nok til at vælge, hvem der skal styre vores valg?
Det mener jeg som politisk interesseret og blogger naturligvis, for jeg følger selv dagligt med i, hvad der sker i den politiske verden, og danner mine egne værdier og holdninger. Og jeg er ikke den eneste, for rigtig mange danske unge følger med stor interesse med i politik, og en hel del er sågar med i et politisk ungdomsparti. Jeg mener helt bestemt, vi kan leve op til vores politiske ansvarlighed.
Et tilbagevendende argument i denne diskussion er, at de unge hurtigt vil blive lokket til at stemme på et specifikt parti og muligvis stemme ekstremt. Ser vi på Østrig, hvor unge over 16 år siden 2007 har haft muligheden for at stemme, er der ikke en tendens til, at dette er tilfældet.
Hvis man som ung bliver givet et ansvar, er man også mere end villig til at leve op til det. Jeg tror netop, at det vil øge de danske unges interesse for folkestyret, hvis de ved, at de har en stemme. Så kan man med god grund forvente, at de unge sætter sig ind i det politiske system og de parlamentariske partier.
Loading ...Forskning viser også, at når unge får tildelt det prestigefyldte ansvar at kunne stemme til valg, bliver de mere kritiske og reflekterende. Så er det for de unge heller ikke lige meget, hvem der træffer beslutninger, der i stort omfang også omhandler dem.
Der vil altid være en gruppe unge, der aldrig kommer til at interessere sig for politik. Sådan er det også med den øvrige del af befolkningen, hvor mere end hver tiende er sofavælger. I form af mit fritidsarbejde har jeg også mødt personer, der har stemmeret, men som slet ikke følger med i, hvad der sker inde på Christiansborg. Man har som sagt stemmeret og ikke stemmepligt, og derfor skal unge under 18 år have mulighed for at gå ind i stemmeboksen.
Men det vil som sagt kræve en folkeafstemning, hvis vi følger med tiden, udvider demokratiet og sænker valgretsalderen fra de nuværende 18 år. Og hvis jeg selv har stemmeret til den tid, vil jeg selvfølgelig sætte kryds ved »Ja«.
//Bastian Emil Jørgensen
Hvordan får vi nu råd?
Danmark er midt i en større økonomisk krise. Det er den barske realitet, der er ved at gå op for danskerne, der igennem de sidste mange år ikke har manglet noget, men som nu må til at indstille sig på, at de kommende år ikke bliver så lette som de foregående.
Væksten er lav, arbejdspladser går hver dag tabt og langsomt men sikkert har Danmark mistet konkurrenceevne i forhold til vores konkurrende lande de sidste par år. Man kan derfor med god grund sige, at de glade og optimistiske dage i 00’erne er forbi, og derfor er det altoverskyggende emne i valgkampen økonomien, for der er brug for løsninger og nye tiltag, der kan føre Danmark videre.
Økonomi kan hurtigt være et tørt og kedsommeligt emne, og derfor gælder det for de ledende politikere om at simplificere emnet, så den helt almindelige vælger kan forstå, hvad der kommer til at ske. Det hele er meget mere kompliceret og mange faktorer spiller ind, når det går godt eller dårligt for statsøkonomien. Derfor vil jeg heller ikke helt konkret forsøge at løse vores udfordringer i dette indlæg, men blot komme med nogle tanker, jeg har gjort mig i forbindelse med debatten om Danmarks finansielle problemer.
Først og fremmest tror jeg, vi i Danmark må forberede os på en lavere levestandard i årene der kommer. Det er på ingen måder ønskværdigt, men når der er underskud på statens finanser i så mange år, man kan regne frem, tegner det bestemt ikke godt. Det bliver sværere at være dansker, men set i forhold til vores generelle høje levestandard, burde vi ikke klage helt så meget.
Vi kommer til at arbejde mere, for det hjælper os ikke, at vi har eu-rekord i lav arbejdstid og antal betalte feriedag. Det er heller ikke det bedste, at over to millioner danskere står uden for arbejdsmarkedet og forsørges af staten.
Derfor skal vi i takt med, vi bliver sundere, raskere og lever længere også være ude på arbejdsmarkedet i flere år. Det kan selvfølgelig lyde lidt paradoksalt, at jeg kan skrive det, når jeg endnu ikke selv bidrager til samfundet, men jeg skal som studerende nok være flittig, så jeg kan være en god arbejdskraft engang om mange år.
Og hvad så med efterlønnen? Den meget omdiskuterede tilbagetrækningsordning, der nærmest ikke kan bevares uden hele statens budget ramler sammen? Hvis efterlønnen skal afskaffes, hvilket det ser ud til, skal der først og fremmest sikres ordentlige muligheder for de mange danskere, der har haft et nedslidende arbejde, siden de var helt unge. Jeg går ind for en retfærdig ændring af efterlønnen, så det ikke bliver de slidte arbejdere, der skal betale for krisen.
Men hvis en afskaffelse af efterlønnen ikke viser sig at være nok - hvordan får vi så råd til at holde vores velfærdsstat kørende? Eller hvis det, vi ser nu, kun er toppen af isbjerget og finansproblemerne fremover blot vil tårne sig op foran os?
Jeg tror ikke, vi som et lille nordisk land kan konkurrere med de fremadstormende asiatiske økonomier, der tilbyder dygtig arbejdskraft til lave lønninger. Derfor tror jeg, vi skal have nogle ambitioner om at være førende på områder, vi formoder vil opleve vækst og efterspørgsel om nogle år.
Det er selvfølgelig et sats, men miljøet og oliereserverne vil ikke holde til, at vi for altid kører rundt i forurenende benzinbiler. Derfor bliver der behov for nye innovative løsninger. Noget, vi vil kunne bidrage med, så virksomheder med dette speciale, ser god grund til at placere deres hovedsæder og afdelinger her i landet.
Jeg håber, at de folk, der kommer til at lede vores land, har mod til og vil træffe de rigtige og mest retfærdige beslutninger, så der er styr på statens finanser. Jeg tror på, at det danske folk og fællesskab en dag vil komme styrket ud af krisen.
Lad os ikke kigge for meget tilbage - men i stedet se på, hvordan vi bedst muligt kommer frem igen.
//Bastian Emil Jørgensen
Velkommen til min blog!
Velkommen til min blog.
Jeg skriver lidt en gang imellem, og selvom et nyt indlæg ikke er blevet publiceret her i et godt stykke tid, anbefaler jeg alligevel en gennemlæsning af mine ældre og til stadig aktuelle indlæg.
- Bastian Emil Jørgensen
Nyhedsbrev
Tilmeld dig mit nyhedsbrev, og få leveret en e-mail, når der sker noget nyt her på min blog. Læs mere herNye kommentarer
- Bastian Emil Jørgensen til Danmarks tætte forhold til USA
- Jakob til Danmarks tætte forhold til USA
- Malte N til Velkommen til min blog
- Jakob til Ny regering skal stå sammen
- Bastian Emil Jørgensen til Anerkend en palæstinensisk stat
- Bastian Emil Jørgensen til Anerkend en palæstinensisk stat
- L til Anerkend en palæstinensisk stat
- Jakob til Anerkend en palæstinensisk stat
- John J til Regeringsskift og ryk til venstre
- Bastian Emil Jørgensen til Giv os en stemme
- Bastian Emil Jørgensen til Giv os en stemme
- Sigrid til Giv os en stemme
Nye indlæg
- Danmarks tætte forhold til USA
- Gaddafi er død, men problemerne består
- Ny regering skal stå sammen
- Fuld valuta for licenskronerne
- Anerkend en palæstinensisk stat
Læs Thomas Korsgaard
Kategorier
- Analyse (4)
- Anmeldelse (1)
- Diverse (3)
- Indland (24)
- International (9)
- Interview (1)
- Journalistik (2)
- Opfølgning (1)
- Politik (27)
- Folketingsvalg 2011 (11)
Arkiver
- december 2011 (1)
- oktober 2011 (2)
- september 2011 (7)
- august 2011 (4)
- juli 2011 (3)
- juni 2011 (3)
- maj 2011 (2)
- april 2011 (3)
- marts 2011 (4)
- februar 2011 (6)